Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Overgang fra vuggestue til børnehave

Inden jeres barn skal starte i børnehave, inviterer vi jer til et overleveringsmøde, hvor vi taler om overgangen og om, hvordan hverdagen i børnehaven ser ud. Målet er, at vi sammen gør jeres barn klar til at skifte til den nye stue.

Vi laver altid overgangen i løbet af en uge fra mandag til fredag, hvor barnet er på besøg i børnehaven og lærer den nye stue at kende. Fredag er der afsked i vuggestuen, og når barnet så kommer den følgende mandag, starter det rigtigt i børnehaven. Det skaber både tydelig og tryghed for jeres barn.

Vi står for indkøringen, men vi anbefaler, at I giver jeres barn korte dage de første par uger efter børnehavestarten.

Overgang fra børnehave til skole

Hvert år inden sommerferien danner vi en storebørnsgruppe med de børn, som skal starte i skole det efterfølgende år. Storebørnsgruppen spiser frokost sammen hver dag og er som udgangspunkt på tur hver onsdag.

I storebørnsgruppen arbejder vi med at gøre børnene skoleparate, og vi besøger blandt andet KKFO'en på Dyvekeskolen flere gange, så børnene kan få en fornemmelse af, hvad en KKFO og skole er, og hvad man kan lave der.

Vi har et forpligtende samarbejde med Dyvekeskolen, som er vores distriktsskole. Samarbejdet består både af flere besøg samt nogle faste sange, som børnene lærer her hos os, og som de også vil møde i KKFO'en og på skolen. Det giver børnene en oplevelse af noget genkendeligt, som de mestrer i alt det nye.